Sterilisering af katte

En kat bliver typisk kønsmoden ved 6-8 måneders alderen. Efter dette sker vil de komme i løbetid ca. hver 3. uge i månederne maj til oktober.  En løbetid varer gennemsnitlig 8 dage. Under løbetiden vil hunkatten typisk være mere kælen, kontaktsøgende og verbal, og bliver hun ikke parret kan det godt udvikle sig til frustration (både for kat og ejer).

Sterilisation af kat

En sterilisering foregår ved en operation, hvor man fjerner kattens æggestokke. Efterfølgende vil din kat ikke komme i løbetid og vil heller ikke kunne få killinger.

En sterilisation af din kat forebygger mod en række sygdomme i livmoder og æggestokke, som f.eks. livmoderbetændelse, og den nedsætter også risikoen for sygdommene katte-AIDS og -leukæmi, som bl.a. kan overføres ved bid samt ved seksuel kontakt.

Man skal være opmærksom på at operationen foregår i fuld narkose og at det første døgn efter operationen kan katten være lidt groggy og have lidt kvalme. Det plejer dog ikke at være noget problem for en sund og rask kat. I forbindelse med operationen anvendes de bedste bedøvelsesmidler og katten bliver smertedækket. Det tager et lille døgns tid inden bedøvelsen er helt ude af kroppen, og før det skal man ikke lukke katten ud af huset.

Efter Sterilisation vil kattens stofskifte nedsættes. Dette gør at katten har lettere ved at tage på. Man er derfor nødt til at holde godt øje med kattens vægt og det er anbefalelsesværdigt at sætte katten over på et overvægtsforebyggelses foder.

En anden mulighed for forebyggelse af graviditet er at give din kat p-piller. Med denne hormonbehandling, undgår katten at komme i løbetid. P-piller er receptpligtig medicin og kan ikke udleveres, før vi har foretaget en sundhedsundersøgelse på din kat. P-piller skal gives en gang om ugen, og det er vigtigt at være omhyggelig med doseringen. Man vil altid kunne stoppe behandlingen af p-piller, hvis du ønsker, at din kat skal have killinger.

Du bør være opmærksom på at hormonbehandling med P-piller øger risikoen radikalt for, at din kat kan udvikle kræft i mælkekirtlerne. Der er desuden øget risiko for udvikling af sukkersyge. Sidst men ikke mindst kan det være en ulempe, at p-piller i det lange løb er en dyrere løsning end sterilisation.

På klinikken anbefaler vi at man steriliserer sin kat fremfor at behandle med hormoner.

Læs også om sterilisering af hunde og kastration af kat.

Ring til os på 35 35 40 40 hvis du har flere spørgsmål eller har lyst til at bestille tid til din kat.